Det er et år siden jeg fandt min mor død i hendes eget hjem. Jeg har umiddelbart ikke lyst til at datoen udvikler sig til en vemodig mærkedag. Jeg vil langt hellere mindes hende i live og fejre hende på hendes fødselsdag. Men når nu datoen dukker op i min bevidsthed, er det jo fordi noget omkring at finde sin egen mor død insisterer på at få opmærksomhed. Det var en svær dag, men en nådig død. Den bedst tænkelige for et menneske med alle tegn på demens, som insisterede på at alt var fint og som ville have hadet at skulle ende sit liv i det sundhedssystem, hun gennem hele sit liv nærmest foragtede. Min mor forlod livet på de præmisser der passede hende allerbedst. Privat, uden indblanding fra andre, i velkendte og trygge omgivelser. Jeg kunne ikke ønske mere for hende.
Det år der nu er gået har bragt livets afslutning ind i mit liv som noget langt mere allestedsnærværende. Det er måske banale ord men døden kommer til os alle, som pårørende og i sidste ende for os selv. Det giver simpelthen ikke mening at forsøge at modarbejde dødens eksistens. Måske troede jeg nærmest barnligt naivt, at min mor af alle mennesker ikke ville dø. Det var ind til de første tegn på demens meldte sig på bagkanten af coronapandemien. Nu er jeg bare taknemmelig for at hverken hun eller jeg skulle gennem årevis med gradvis sygdomsforværring. Jeg ved jo hvor brutal demens er. Det menneske man elsker forsvinder for øjnene af een i små ubarmhjertige bidder. På den måde var hendes død også en lettelse. Tung om hjertet trak jeg vejret ordentligt for første gang i tre år, da jeg fandt hende død. Vi var to der slap nådigt.
Men hendes død rejser også en række eksistentielle spørgsmål, jeg har vidst ville komme med tabet af en af mine nærmeste; Hvad så nu? Hvad venter der ‘på den anden side’ af døden? Min mor troede på reinkarnation. Hendes hjem var fyldt med engle og så døde hun selv 10 dage før juleaften. Er det at tro på liv efter døden noget man aktivt vælger at tro på eller snarere en intuitiv fornemmelse? For mit eget vedkommende er jeg stadig i en proces med at finde ud af ‘hvad jeg tror på’, men status pt er at jeg ikke har en fornemmelse af, at hun stadig er derude i en anden form. Hvis noget er hun inde i mig, og i hendes søster, og børnebørn. Og i den natur hun elskede. Jeg har heller ikke en oplevelse af at jeg en dag skal møde hende igen. Hvilket er ok for jeg føler som sådan ikke, at jeg har mistet hende. På mange måder fik jeg hende tilbage da hun døde. Det var demensen der forsvandt ud af mit liv. Ikke min mor.
Jeg har nok en meget naturvidenskabelig, pragmatisk men alligevel spirituel tilgang til døden. Uanset om vi er dyr eller mennesker indgår vi i vores død i det store fælles åndedræt, som livet på jorden dybest set er. Ved en udånding fødes liv. Ved en indånding dør liv. Den ene tilstand kan ikke leve uden den anden. Indånding og udånding er forbundne. Liv og død er forbundne. Og for et år siden indgik min mor i klodens kollektive trækken vejret ind. Ikke at det var meningen hun skulle dø netop den dag…om end hun selv ville tænke det netop var meningen lige dér…. Hun havde tilmed forudset sin egen død gennem et helt år.
Nu er hun død, men hendes kærlighed lever videre og verden har brug for al den kærlighed hun så generøst øste ud af, som nu har forplantet sig i verden omkring mig. I hendes 40 år gamle hibiscus. I fuglene der kvidrer lystigt i træerne i min have. I den keramik hun nænsomt samlede på gennem hele sit liv. I mine egne hænder der i stigende grad begynder at ligne hendes hænder i både form og bevægelse. Så hvis denne dag ender med at manifestere sig som en mærkedag for mig, så vil jeg vælge at det er fordi den minder mig om min mors grænseløse kærlighed, der lever videre i mig og omkring mig, selvom hun fysisk ikke er omkring mig mere. Jeg tog fejl da jeg troede min mor ikke ville dø. Det var hendes kærlighed der ikke ville dø.
