Jeg er begyndt at bruge begrebet tekstilkunstner om mig selv, ihvertfald i det stille som her på min blog, fordi det er dét jeg synes jeg er, eller er på vej mod at blive. En ny titel, ja en ny identitet i mig, tager form.
I det lys gik det op for mig, at jeg savnede mere kulturhistorisk viden om de materialer jeg arbejder med; tekstiler, broderigarn/tråd, farver og ikke mindst kvinders kulturhistoriske tilgang til de materialer. Så jeg har købt en række fagbøger og besluttet at gøre 2026 til mit personlige studieår. Det motiverer mig at have hele bunken af bøger foran mig fra start, fordi jeg har brug for at se og læse dem i en større sammenhæng. Jeg elskede at læse min master for 15 år siden, det er noget af det mest tilfredsstillende for mig – at tilegne mig viden og sætte det ind i et større perspektiv – og det er dén følelse jeg vil genskabe, bare som et mindre, mere personligt projekt.
Jeg tænker at bruge bloggen her til løbende at reflektere over det jeg bliver klogere på. Det kommer til at tage tid at læse bøgerne. Bl.a. fordi der er dage hvor det hele bare flyder sammen og står uklart pga min ME-diagnose. På en måde er projektet derfor også min måde at udfordre livet med ME. Hvad formår jeg at sætte mig for selv med en sygdom, der har det med at spænde ben for både drømme og ambitioner? Det er i øvrigt gået op for mig, at jeg skrev det tidligere indlæg om min sygdomserkendelse, fordi den del hænger sammen med mit kunstneriske virke. Ligesom indlægget om min mor der handler om sorg, forbundethed, mor/datter relation også er relateret til mit kunstneriske virke. Og det hele fletter sig sammen i mit nye studiefokus.
Sideløbende med bøgerne har jeg fundet intet mindre end 3 tekstil-relaterede udstillinger i og omkring Frankfurt, som jeg tager ned for at se i foråret som en slags studietur. Særligt glæder jeg mig til samiske Britta Marakatt-Labba, der udstiller i Kunsthalle Mainz, tæt på Frankfurt.
