Et hukommelsesprojekt

Jeg hedder Monica Langelund og jeg har oprettet bloggen her som et redskab til mig selv (men valgt at dele den med min omverden). Først og fremmest er bloggen et hukommelsesprojekt. Jeg er udfordret af en hjerne der driller qua mit liv med sygdommen ME (Myalgisk Encephalomyelitis/også kendt som ‘kronisk træthedssyndrom’). Jeg oplever ord der er væk, indre billeder der ikke vil tage form, hurtig mental (og fysisk) udtrætning/udmattelse, og viden der har det med at forsvinde kort efter jeg har erhvervet mig den. For mig er dét at leve med ME som at køre med foden på bremsen hele tiden, af nød, i en bil man ikke rigtig kan stole på. Men det er samtidig min virkelighed og jeg er opsat på at få det bedste ud af den kendsgerning.

Hjernen er et tilbagevendende tema, jeg ynder at tegne.


Det er her bloggen kommer ind i billedet. Jeg har behov for struktur og gentagelser for at kunne skabe rammerne for så kreativt et liv som muligt, og det er mit håb at bloggen her kan blive et redskab til den proces. Ord og billeder hjælper mig med at fastholde fokus, skabe overblik og træne hukommelsen, bl.a. via inddelingen af kategorier og emneord, og ikke mindst selve bloggens mosaik-lignende opbygning, der fungerer som en slags digital opslagstavle. I en blog kan det hele tilmed samles eet sted, som en slags ekstern harddisk, der hjælper med at huske det, jeg så nemt mister overblik over.
Mine indlæg er med vilje holdt i en dagbogslignende form, da det er dét de er. En kreativ dagbog.


Jeg kan evt. kontaktes på: monicalangelund @ gmail. com