Udstillingen med Sonia Delaunay på Louisiana er som at træde ind i et stort, lunt kram af farver, hvilket er tiltrængt her i vinterens slutspurt. Louisiana Channel har 4 små interview-videoer liggende på deres hjemmeside, som også vises på udstillingen. Jeg så videoerne hjemmefra og synes de var så fin en introduktion til udstillingen, at jeg fik lyst til at se udstillingen med det samme. Så afsted med mig til Louisiana på en tirsdag aften. Hurra for aftenåbent med færre gæster.
Der er tydeligvis en stærk livsvilje i Sonia Delaunays arbejdstilgang. Knald på farverne, knald på formerne, på mønstrene og kombinationerne af dem. Jeg kan godt lide den måde, hun bredte sig over mange forskellige kunstneriske udtryk, og jeg kan især godt lide hendes mode- og tekstilarbejde, både skitserne dertil og selve tøjet. Ja tak til dé silkekjoler med geometriske mønstre. Og så kan jeg godt lide at hun formåede at arbejde i flader, meget grafisk, men alligevel med ‘uldne’ kanter. Leporello-foldebogen giver mig lyst til at færdiggøre mit eget zine-projekt, evt som leporello. De to illustrationer i det specialskårede passepartout er vidunderlige og giver mig tilsvarende lyst til at lege med passepartout beskæringer. I det hele taget smitter hendes gejst og livsvilje af selv her mange år efter hendes død. Og uhm en lækker opsætning af udstillingen i hvad der må betegnes som udstillingens centrale rum, hvor den sorte væg danner en bund, eller en ro, til de mange farver i resten af udstillingen. Jeg skal uden tvivl se udstillingen igen.
