Jeg har igen været i gemmerne i kamerarullen og denne gang fundet en række billeder, jeg tog fra udstillingen med Bjørn Wiinblad på Arken i 2016. Jeg har elsket Wiinblad siden jeg var barn, hvor jeg voksede op med at han var dårlig stil og noget vi bestemt ikke havde derhjemme. Dengang (såvel som nu?) skilte han vandene, velsagtens fordi han blev masseproduceret til familien Danmarks parcelhusliv og jeg voksede op i en lejlighed uden bad på Østerbro. Men jeg har altid elsket legen i hans streg og fortællinger. Figurerne der danser hen over papiret og overfloden af farver. Jeg kan huske de daglige indkøbsture til Irma, hvor der mellem kødpølse og mælkekartoner blev solgt dåser med hans motiver på. Dåser! Til at gemme hemmelige ting i. Det var en tid længe før internettet og Instagram, så adgangen til nye visuelle indtryk var begrænset og dér stod Wiinblads motiver og lyste op for et barnesind som mit, på hvad der sikkert har været en regnvåd november-tirsdag. I min verden var Wiinblad et drys hverdagsmagi.
Jeg kan især godt lide at tænke på Wiinblads insisteren på leg og glade dage i de tunge, alvorlige 70’ere. Jeg elskede også den udstilling på Arken, og så den flere gange. Jeg tænker at indlægget her bliver endnu et i rækken af mine tidlige barndoms-inspirationskilder, som jeg gemmer under hashtagget ‘barndomsinspiration’.
