I sidste uge gav jeg den gas med 4 biograf-forestillinger til Cph dox. Hvorfor det har taget mig ca 20 år at opdage festivalen for alvor ved jeg ikke, set i lyset af at jeg er ret glad for dokumentarfilm.
Jeg valgte film specifikt ud fra nogle overordnede kriterier: filmene skulle så vidt muligt være æstetisk smukke, de skulle omhandle natur og mennesker og gerne forholdet mellem natur og mennesker. Og så skulle de give mig oplevelsen af at rejse ud i verden fra biografmørket. Valgene faldt på:
Into the ice, der er en dansk dokumentar der følger nogle forskere på indlandsisen, som planlægger at komme ned i selve indlandsisen som led i deres forskning. Vildt spændende, smuk og dybt foruroligende film. Og så en verden jeg med sikkerhed aldrig selv kommer fysisk i nærheden af. Hurra for mennesker der presser meningsfulde grænser til det yderste. Jeg kan ikke lade være med at tænke at nogle af de forskere/opdagelsesrejsende i filmen sikkert godt kunne ‘kvalificere’ sig til en adhd-diagnose, helt i stil med hvad overlæge og professor Per Ove Thomsen siger om adhd-hjernen. At den biologisk set har været menneskets overlevelseshjerne. Den der brød op, søgte nye veje, opfandt nyt. Uden den type hjerne havde mennesket ikke overlevet. Men i vores moderne samfund er dén hjerne under pres og bliver nemt til en diagnose, fordi der ikke er samme behov for at bryde op og udforske nye terræner. Men altså…hurra for nysgerrige hjerner der søger ud hvor vi ikke har været før. Som fx 200 meter nede i indlandsisen. Hvorfor det giver mening at søge derned får man svar på i filmen.
River. En dokumentar om jordens floder, om vand og menneskets forhold til floder. Hvordan vi bruger og misbruger dem. Jeg var blæst bagover af filmen, og håber den kommer på fx Netflix, så jeg kan se den regelmæssigt som fx tegneinspiration. Resten af familien var knap så imponerede, men synes dog den var smuk.
Heart of oak. Åh, en perle. Livets gang gennem alle fire årstider ved et stort egetræ et sted i Europa. Dyrene spiller hovedrollerne, i en grad så de var på ’rollelisten’ da filmen sluttede. Hovedpersonerne var et egern, et skovskade-lignende fuglepar, en bille jeg har glemt navnet på og en musefamilie. Også den vil jeg gerne se igen. Det kunne godt blive sådan en film, jeg ser når jeg har brug for at minde mig selv om, hvor meget større livet er end mit eget liv.
Ascension. En dokumentar om Kina og arbejdsvilkår, fra den fattige daglejer til de rigeste der har alt. Puha for en klaustrofobisk film. Titlen er virkelig velvalgt, for titlen understreger at selvom man stiger op i det kinesiske samfund , så stiger man aldrig op til frihed. Jeg er virkelig frustreret over en række ting i det danske samfund, såsom måden man bliver behandlet som syg borger i beskæftigelsessystemet, men jeg er helt klar over værdien i at bo i et samfund, hvor man må ytre sin utilfredshed, råbe op, kræve forandringer.
Jeg synes filmene supplerede hinanden rigtig godt. Jeg sidder tilbage med oplevelsen af at min verden er blevet større på både en beroligende og foruroligende måde, hvilket var det jeg håbede at opleve. Altså…måske ønskede jeg ikke ligefrem at blive foruroliget. Man kan nok snarere sige jeg ønskede at få åbnet mine øjne yderligere til klodens tilstand og i den forbindelse vidste jeg godt ubehaget ville følge med. Jeg vidste godt hvad jeg gik ind til. Jeg er ikke til gyser-spillefilm, men jeg kan godt klare et virkelighedens gys, som både Ascension og Into the Ice var. Det er jo med til at definere ens værdier. Fx rykkede jeg nærmere beslutningen om ikke at flyve på en ferie fremadrettet (tager i forvejen sjældent på ferie, så det gør ikke den store forskel i praksis og der er så mange steder jeg gerne vil se som man kan komme til via tog eller bil).
