Den aktuelle udstilling med Leonora Carrington på Arken er noget af det mest dragende jeg har set længe. Visse kunstnere indfanger bare én på et andet niveau, og sådan havde jeg det, da jeg gik rundt på udstillingen. Jeg havde glædet mig til udstillingen længe. Jeg faldt for Leonora Carrington da nogle af hendes værker var udstillet på den store fællesudstilling om kvindelige surrealister på Louisiana tilbage i 2020. Jeg elsker hendes univers af væsener og dyrelignende mennesker/menneskelignende dyr. Jeg er dybt betaget af hendes evne til både at skabe ro og uro i samme billede. Hendes motiver og evne til at fortælle historier via billeder rammer noget dybt i mig. Jeg føler sådan en slags forbundethed med hende via hendes billeder.
Jeg bliver inspireret til at kigge nærmere på mine egne væsener i mine tegninger og give mig selv lov til at undersøge dem nærmere. Det føles ofte sådan…ikke-kunstnerisk…at tegne væsener, en del af mig synes jeg skal blive voksen og tegne noget andet, især i den her tid hvor virkeligheden banker voldsomt på med krig, inflation, energi- og klimakrise osv. At tegne væsener føles som en virkelighedsflugt, men sandheden er jo at jeg føler mig mest som mig, når jeg bevæger mig i mit væsensunivers. Og universet er for mit vedkommende ikke opstået som en flugt fra den virkelighed vi står i pt. Det er en verden jeg altid har bevæget mig godt i. Sikkert fordi jeg er enebarn og er vant til at være i min indre verden og har været det siden jeg var barn.
Et andet aspekt jeg godt kan lide ved hendes billeder er at motiverne får mig til at tænke på teaterscener og kulisser, og så benytter hun sig tit af elementer som vinduer, trapper, døre mm, som åbner for en oplevelse af at man kan bevæge sig længere ind i motivet, uden nødvendigvis at bruge traditionelt perspektiv. Det tegnetekniske greb er jeg ret vild med, også i billedbøger, og selvom hendes motiver ikke er børnevenlige så er der alligevel en sær billedbogskvalitet over hendes motiver. Jeg kan se noget Tove Jansson i Leonora Carringtons væsener og spekulerer på om de inspirerede hinanden? De er født med 3 års mellemrum i henholdsvis 1914 og 1917, men boede helt forskellige steder i verden, så måske har det de har haft til fælles mest af alt været den indre verden de bevægede sig i… jeg får lyst til at lære mere om begge to.
Udstillingen med Leonora Carrington giver mig mod på at dykke videre ned i min indre verden af væsener. I stedet for at tænke jeg skal fjerne mig fra den verden skal jeg omfavne den og måske kan jeg finde min egen måde at integrere verdenssituationen på i dét univers. ligesom Tove Jansson gjorde. Jeg er jo også optaget af verden omkring mig og holder mig løbende opdateret.
Jeg tog billeder af stort set hele udstillingen, hvilket jeg er glad for. Kataloget til udstillingen er godt at have, men en ringe gengivelse af de mange værker hvor mange af Leonora Carringtons fine, sirlige detaljer går tabt.
Her er et udpluk af mine favoritter. Jeg håber på flere udstillinger med hende, gerne med fokus på hendes skulpturer og tekstilarbejde.
