Jeg har set ‘Livet og andre problemer’ af instruktør og dokumentarist Max Kestner to gange her under og efter Cph Dox. Den har gjort stort indtryk på mig og sat mange refleksioner i gang.
Det er en unik dokumentarfilm ulig mange andre dokumentarfilm jeg har set. En film om hvad liv er for en størrelse, helt fra celle/mikrobeplan til medmenneskelige relationer.
Jeg er vild med måden, den forbinder det abstrakt filosofiske med den håndgribelige, naturvidenskabelige forskning. Max Kestner stiller en masse spørgsmål om hvad liv er til en lang række forskere og lader svarene være kastet op i luften, så man selv kan gribe dem, man er mest optaget af. Og omfanget af spørgsmål er virkelig vidtrækkende, så filmen føles lidt som et visuelt opslagsværk af spændende tanker, hvor hver samtale giver anledning til at dykke ned i flere refleksioner om dét, den pågældende forsker udtaler sig om. Men uden at filmen bliver usammenhængende af den grund. Jeg får associationer til de fænomenologiske samtaler, vi havde i religionstimerne på lærerseminariet, hvor eet svar blev optakten til et nyt spørgsmål. Og vi stoppede først, når timen var ved at være slut, ikke fordi samtalen var udtømt.
Da jeg så ‘Livet og andre problemer’ første gang var det nok primært historien om giraffen Marius der blev aflivet, som satte sig – fordi det er den mest konkrete del af filmen og fordi jeg så filmen i zoologisk have, hvor zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen, der også medvirker i filmen, svarede på spørgsmål efterfølgende. Den anden gang jeg så filmen, på bagerste række i den mindste biograf i Dagmar, var det især interviews’ne med forskerne der fyldte. Og det hele hænger jo sammen, fra den konkrete fortælling om Marius’ slutning på livet til de abstrakte refleksioner om liv, men jeg synes for alvor filmen foldede sig ud for mig, da jeg så den anden gang.
Jeg er fascineret af alle forskerne i filmen, (eneste øv ved filmen er manglen på kvindelige forskere med undtagelse af enkelt kvinde), nok fordi jeg er en all round sucker for viden generelt, men jeg er især fascineret af den chilenske(?) forsker, der taler om hvad for en slags liv der vil opstå, hvis man nulstiller al liv på jorden. Og det er netop noget af det, jeg synes er interessant at udforske i mine broderier. Hvad venter der på den anden side af den 6. masseuddøen? Hvad venter der på den anden side af livet, som vi kender det? Hvad gemmer der sig i mørket hvor lyset endnu ikke har fundet hen? Ikke bare ifht vores liv som mennesker, men liv generelt, meget i stil med det ‘Livet og andre problemer’ kredser om. Jeg kommer aldrig til at få svar på det. I’ll be long gone, og det samme vil mine efterkommere, men jeg synes der er en sær trøst i at vide, at livet er SÅ meget større end alt det vi kender nu og at det faktisk fortsætter, selv når vi har udryddet både dyr, natur og os selv.
I forlængelse heraf er de mange refleksioner i filmen om hvad liv egentlig er for en størrelse virkelig interessante. Som mennesker er vi ikke endedestinationen af livsformers udvikling, men potentielt set bare endnu en organisme, der er en del af det større konstant foranderlige verdensbillede. Alt hænger sammen og alt er forbundet, det er min livsfilosofi, hvis man kan sige jeg har sådan en, jeg har altid været optaget af alle slags sammenhæng, og her er en film der undersøger hvordan ‘livet hænger sammen’.
Jeg ved godt mine broderier er fantasi og fiktive og ikke spor videnskabelige – jeg befinder mig nu engang bedst i en blød fantasiverden og har dybest set svært ved at forstå meget naturvidenskabelig forskning, selvom den fascinerer mig. Men jeg kan godt lide at inkorporere elementer af eksisterende dyr og planter i mine broderier og tænke, at det er en videreudvikling af det liv, der allerede eksisterer.
Jeg afspiller natur- og dyreudsendelser i baggrunden, mens jeg broderer og lytter lige så meget som jeg ser. På sigt håber jeg, at ‘Livet og andre problemer’ kommer ud på Netflix eller kan købes, for jeg vil gerne have mulighed for at stoppe filmen ved flere af forskernes udtalelser og få deres ord ned i min notesbog. Der er noget omkring tankerne om individ kontra fælleskab/samhørighed, igen på alt fra celleplan til det medmenneskelige plan, der også berøres i filmen, som jeg vil dykke ned i i mine broderier. Jeg ved ikke helt hvordan endnu, men jeg ved jeg vil lave 100 broderier omkring samme tema, på sort baggrund, og når de så er samlet, har jeg et håb om, at der åbner sig een eller anden samhørighed omkring dem. Altså 100 broderier på sort baggrund, fordi al liv opstår i mørket, som på deres egen måde gerne skal lyse op for mig og afdække noget, jeg endnu ikke ved hvad er. Jeg er pt. igang med det 9. broderi.
Jeg bliver aldrig en naturvidenskabelig forsker, men på min egen måde gør jeg måske mig selv til en slags fremtidsforsker, der kommer med bud på liv, vi endnu ikke kender? Fletter dyr og planter sig sammen, så blade bliver til vinger? Vokser der dyrehoveder på stilke? Kan en plante have skæl? Oh, so many questions…
