Jeg har fundet en arbejdsmetode, med nogle materialer, der føles så rigtig for mig, at jeg har lyst til at sige jeg er ‘landet’ i det rette udtryk. Jeg ved godt kreative og kunstneriske processer er dynamiske og foranderlige, så det er selvfølgelig ikke til at sige om den tilgang, jeg føler mig hjemme i nu er for altid, men det er heller ikke relevant. Det afgørende for mig er, at det er en tilgang, jeg har lyst til at dykke mere ned i – som jeg føler mig både udfordret i, inspireret af og nysgerrig på.
Kombinationen af akrylmaling på stof blandet med broderi, perler, pailletter, stof og knapper har vist sig at være den helt rigtige arbejdsmetode for mig med de helt rigtige materialer. Jeg har følt mig rastløs i de rene tegne- og malematerialer i lang tid. Som om jeg konstant manglede noget i både udtryk og tilgang. Af samme grund har jeg tegnerummet fuldt med alle slags tegne- og malematerialer for jeg har været omkring det meste. Og det føltes konstant som om jeg arbejdede på små platforme af projekter, der sluttede hver gang en enkelt tegning var færdig. For første gang i meget lang tid har jeg følelsen af, at her er noget jeg kan dykke ned i, fordybe mig i og udforske.
Da jeg blev syg af mit lærerjob i 2007, var der eet ord der stod klart for mig, som skulle være omdrejningspunktet for, hvad jeg videre kastede mig over. Ordet var ‘fordybelse’. I årene efter fordybede jeg mig i mit masterstudie. Altså den mere akademiske side af fordybelse. Senere genoptog jeg at tegne og fordybede mig i tegneteknikker og materialer. Men jeg manglede hele tiden fornemmelsen af fordybelse og mening på et dybere plan. Nu her 12 år efter jeg genoptog tegneriet, har jeg ramt dén grundtilstand af fordybelse på det hel dybe plan. Som om alt det jeg har brugt de sidste mange år af mit voksenliv på nu fletter sig sammen og skaber den mening, jeg har søgt. Det er SÅ tilfredsstillende.
Det er gået op for mig hvor taktil jeg er og altid har været. Og derfor er broderi, pailetter, maling og knapper sådan en fantastisk kombi, fordi der er så mange forskellige taktile oplevelser på spil. På sigt tænker jeg at jeg kan have flere værker i gang samtidig og vælge om jeg vil brodere, male eller arbejde med perler og pailletter. Og så det visuelt så stimulerende at se på. Det fungerer for mig med rene, nærmest grafiske flader og jeg har aldrig været optaget af at tegne perspektiv eller dybde – hvor jeg normalt har malet fladerne – veksler fladerne nu mellem forskellige broderiteknikker, forskellige slags pailletter og perler. Dvs jeg fastholder fladen, men samtidig varierer fladerne og bliver ikke for ens i deres udtryk. Noget jeg har fundet kedeligt ved fx kun at bruge maling.
Jeg oprettede bloggen her for snart 3 år siden, fordi jeg netop ville blive klogere på min egen arbejdsproces og nu glæder jeg mig til at bruge bloggen mere regelmæssigt til netop det.
Og så handler en stor del af min begejstring for materialerne også om noget så simpelt, som den der barnlige glæde over at samle på ting og arrangere dem. Jeg bliver bare glad af at kigge ned på de her farvede pailletter. Der er lidt scientist-følelse i at sidde og vælge specifikke farver ud og sidestille dem med de andre materialer.