3 slags broderiprojekter

Jeg er i gang med flere broderiprojekter, og jeg har ikke helt tænkt igennem hvordan jeg afslutter dem. Jeg forestiller mig en træramme, men hvordan jeg helt præcist monterer det, ved jeg ikke endnu. De er alle lavet med en elendig broderiramme, der ikke sluttede tæt og det ses i måden stoffet trækker. Pyt, det er jo bare små projekter for mig selv, og jeg har fået fat i nogle bedre broderirammer, der ser ud til at holde bedre på stoffet. Det var egentlig min tanke at lave nogle indlæg for hver enkelt broderiprojekt med fokus på processen, så jeg kan huske hvordan processen skrider frem, men de sidste 3 uger har tilværelsen været vendt lidt på hoved, så fokus har ligget et andet sted.
I stedet laver jeg et samlet overblik her:

Det her er et freestyle-projekt, hvor jeg ikke har planlagt hvad jeg laver. Eftersom det er nogle år siden at jeg broderede, er det her også en genopfriskning af forskellige broderisting. Jeg har løbende drejet på stoffet for at se hvad der fungerede udtryksmæssigt. Jeg vaklede lidt mellem at gøre det helt abstrakt og – som det er endt med – at brodere et imaginært dyr frem. Det er simpelthen for fristende at finde figurer og historier i det jeg laver. Jeg synes det er en slags maske og jeg tænker det er færdigt og bare skal monteres… hvilket jeg stadig overvejer, hvordan jeg gør bedst.
Det her er lavet med udgangspunkt i en tidligere illustration, jeg har tegnet. Jeg blev inspireret til at afprøve at gengive flader og farver uden at det skulle være 1:1. Jeg har ikke tegnet illustrationen op på stoffet, men blot markeret fuglens hoved som en start for at have et udgangspunkt. Det er ikke færdigt. Jeg leger med forskellige materialer i både tyk uld og tynd bomuld og jeg lægger meget vægt på det taktile, at det skal være en sanseoplevelse at røre ved. Desværre trækker stoffet sig sammen og det skyldes i høj grad den broderiramme, jeg brugte. Jeg må prøve at stryge det væk.
Tegningen til sammenligning med broderiprojektet ovenfor.
Og så er der mit ‘recycled kimono’-projekt, der er et tredje forsøg på en måde at gribe broderi an på. Jeg har fundet en smuk gammel kimono, angiveligt fra 1920-40’erne, der er for slidt til at bruge som den er, men oplagt at upcycle til noget andet. Så jeg har klippet et stykke ud, som jeg broderer ovenpå med farver, der kommer så tæt på stoffets farve som muligt. Tanken er at gøre stoffet ‘mere stofligt’, nærmest tredimensionelt. Det er det nærmeste jeg kommer på at slå hjernen fra, selvom jeg løbende overvejer, hvordan jeg kan gengive eller fremhæve en farve eller form. Der er til mange projekter af den her type, men kender jeg mig selv, får jeg kun lavet et par stykker, fordi der så skal ske noget andet. Vi får se. Det er sjovt at lave og det er det vigtigste for mig pt. Det her projekt skal blive i den runde broderiramme.