Jeg var på Statens museum for kunst og se Matisse-udstillingen ‘Det røde atelier’ i går. Jeg tog kun to billeder, men selve udstillingen gjorde faktisk mere indtryk på mig end de to billeder giver indtryk af. Omdrejningspunktet for udstillingen er Matisse’s værk ‘Det røde atelier’ med et fokus på både værkets tilblivelse og dets vej til en vigtig plads i kunsthistorien. Det jeg står tilbage med er Matisse’s tilbagevendende fokus på at portrættere sine egne arbejdsområder. Og hvor vigtigt hans atelier var for ham. Hans eget personlige rum. Jeg er fascineret af måden han gradvist opløste både rum og perspektiv. Jeg er i mine egne tegninger ikke det mindste inspireret af at gengive virkeligheden som den er og det frustrerer mig at jeg alligevel får tegnet mennesker, dyr og perspektiv så ‘naturtro’, dog uden at være realistisk i min stil. Jeg hænger ligesom fast i en tilgang der kendetegner måden jeg tegnede på som barn. Jeg har endnu til gode at knække nøden for at bryde den tegnetilgang. Jo, man udvikler sig jo ved at øve sig… Så Matisse’s blik på sine omgivelser var inspirerende. Når jeg om lidt rykker op i mit eget atelier vil jeg have ham i tankerne. Lege med både rum og perspektiv. Og farver. Indrette med ting jeg holder af, planter, små figurer. Bøger. Og så lade det hele indgå i mit arbejde, måske lidt som Matisse.
Ideen om at Matisse under Det røde Atelier har malet et andet billede, som man aner gennem konturstregerne i alt det røde, er jeg ret vild med. Jeg vil huske at flade og ensartet farve opløser perspektiv.
