Tekstilhimlen

Det her indlæg har egentlig 3 måneder på bagen, men jeg skulle lige lære min nye pc at kende. Årets første museumsbesøg gik til Aros. Jeg havde længe ønsket mig at se Joana Vasconcelos’ værk ‘Valkyrie Rán’ og vi nåede det få dage før værket blev taget ned – heldigvis kun en midlertidig nedtagning. Jeg vidste med det samme, at der ikke ville være noget der overgik den oplevelse resten af året. Jeg var blæst helt bagover. Pga. materialerne, omfanget, udtrykket, stemningen, det samlede udtryk. Jeg elsker ideen om at det er et helt team, der har kreeret værket og at det har taget 1 år. Jeg elsker værket nærmest trækker vejret i kraft af lyset, der er syet ind i stoffet, som står og skiftevis lyser op og slukkes. Jeg elsker hvordan værket bugter sig gennem hele Aros’ indgangsområde, fra den ene ende til den anden, og breder sig over samtlige etager. Det er så vildt at Joana Vasconcelos har formået at skabe så omfangsrigt et værk. Jeg følte mig suget ind i det. Jeg følte det som et omsorgsfuldt kram. Vi så den i dagslys og efter en tur ud i Århus vendte vi tilbage til Aros lige inden lukketid og så den igen om aftenen. Et værk der på så mange planer formåede at interagere med sin omverden, i både rum, proportioner, lysforhold. Og så er der spørgsmålet…hvad forestiller værket egentlig? Er det et blækspruttelignende dyr? luftballoner? luftrødder? cirkus der kommer til byen som i gamle dage? et forhistorisk multikønnet væsen med skæl, vagina OG testikler? en himmelbro? et flyvende fartøj fra en anden galakse? det hele på een gang? Jeg tror måske jeg tit får brugt ordet magisk om oplevelser, der virkelig fascinerer mig, men det her…dét var virkelig magisk!

Det var et stort øjeblik for mig at se og opleve værket og jeg glæder mig allerede til det kommer op igen.