Den sorte baggrund


I 2023 fik jeg set en del kunstudstillinger og mange af dem var meget inspirerende på en helt direkte måde i forhold til mit eget arbejde. Selv fik jeg ikke lavet ret meget i 2023, fokus var krævet andre steder, men jeg tror det års fravær af kunstnerisk virke gav mig noget godt, fordi jeg løbende forholdt mig til hvad jeg faktisk gerne ville i gang med, når tiden blev til det, men distancen til selve arbejdet gav mig et godt fundament for refleksioner. Noget af det der fangede mig, var kunstnere der arbejdedede (arbejder) med en sort baggrund.
Den første udstilling var med Jesper Christiansen, der havde en udstilling på Ordrupgaard gennem en stor del af 2023. Jeg nåede at se den 4 gange. Der er meget godt at skrive om dén udstilling, men her handler det om hans konsekvente brug af sort som baggrund fra relativt tidligt i hans karriere. Jeg vidste det var en tilgang jeg også ville afprøve.


Afdøde Niko Pirosmani, som Louisiana havde en udstilling med i 2023, brugte også den sorte baggrund ret konsekvent i sine værker, og det var nok her jeg, uden selv at have arbejdet nævneværdigt med den sorte baggrund på dét tidspunkt, kunne mærke at netop dét greb ville mig noget. Min oplevelse ved begge udstillinger var at motiverne ligesom var hentet ud af mørket, altså som om de allerede eksisterede og kunstnerne ‘bare’ havde været dygtige budbringere og hentet dem frem. Hvilket jo dybest set er noget sludder. Jeg ved jo godt det er kunstneren der har skabt motiverne helt fra bunden, men den sorte baggrund tilføjer for mig et lag til et værk jeg stadig har svært ved at definere.


Rent æstetisk er sort også bare en lækker, kraftfuld (ikke-)farve at bruge som baggrund til ophængning, hvilket Louisiana udnytter på flotteste vis i deres aktuelle udstilling med Firelei Báez. Den store endevæg med de mange små farverige værker på den sorte baggrund får motiverne til at træde så smukt frem (hvilket forstærker kompleksiteten i dem, fordi de rummer så voldsom en historie).
Jeg ér gået i gang selv nu og er super begejstret for at arbejde med den sorte baggrund, præcis som jeg forestillede mig.